Pokaltriumf for Gentofte Volley

dato

Nyheden er fra GentofteVolley

Pokaltriumf for Gentofte Volley

Efter 3-2 sejr i et brag af en finalegyser kom pokalen tilbage til Gentofte

Final Four, som er semifinaler og finale i Landspokalturneringen, blev spillet i weekenden 4. og 5. februar

i Ceres Park Arena i Aarhus.

 

3-0 sejr i semifinalen

Gentofte var i semifinalen fredag på en svær opgave mod ASV Aarhus. ASV er det eneste danske hold, der har slået Gentofte i denne sæson. Og holdet havde hjemmebanefordel, da Volleyball Danmark for en længere periode har valgt arenaen i Aarhus til afvikling af Final Four.

Opgaven i semifinalen var ikke gjort lettere, da holdets erfarne spilfordeler Sebastian Mikelsons måtte blive hjemme i corona-isolation. Den vigtige plads skulle derfor udfyldes af den kun 20-årige Bertram Rygaard, som før Final Four kun havde spillet fuld tid på Gentoftes ligahold i ganske få kampe.

Cheftræner Ibrahim Alievski startede semifinalen, og gennemførte den med samme syv spillere, bortset fra enkelte serve match-ups. Ud over Bertram Rygaard som spilfordeler spillede Gentofte med topscorer og anfører Mads Møllgaard på kanten sammen med Anders Hartmann, Rasmus Mikelsons og Nikolas Dybkilde på midten, Steen Sørensen på diagonalen samt Kasper Rode som libero.

I en sydende Ceres Park Arena kom Gentofte bedst ud af starthullerne. Med højt servepres og eminent blokade- og forsvarsspil vandt holdet uden slinger i valsen første sæt 25-15. I andet sæt fik ASV dog spillet sig mere og mere ind i kampen, og indhentede Gentoftes forspring ved 21-21 med et brølende publikum i ryggen. Der skulle dog mere til at ryste Gentofte-mandskabet, som holdt hovederne kolde og afsluttede sættet 25-22. I tredje sæt havde Gentofte fuld kontrol og vandt 25-17 og dermed kampen 3-0.

Revanchekamp i finalen

I finalen lørdag var der dømt revanchekamp, da Middelfart VK og Gentofte Volley for andet år i streg stod over for hinanden i pokalfinalen. Gentofte havde samme startopstilling, som i semifinalen. Men der var kun spillet to bolde i første sæt, da Rasmus Mikelsons vrikkede om efter en blokadehandling. Han blev erstattet af Frederik Dahl.

Det rystede dog ikke Gentofte-holdet. Igennem første sæt blev der kæmpet hårdt for pointene bold efter bold. Til sidst hentede Gentofte de sidste nødvendige point til sætsejr, og krydsede første sæt i hus med 23-25. Fra starten af andet sæt var der stadigvæk intensiv fight på begge sider. Middelfarts canadiske stjernespiller Nicholas Mickelberry stemplede for alvor ind i kampen og gjorde det svært for Gentofte. Men så gik gassen af ballonen hos Middelfart, og med en back-spike af kaliber fra Steen Sørensen, satte Gentofte punktum med 20-25.

Fra starten af tredje sæt fandt Middelfart de gode modtagninger frem og kunne iscenesætte deres amerikanske centerspiller Jonathan Lopez på fornem vis. Men endnu engang trak Gentofte fra, stærkt anført af Mads Møllgaard, som hamrede boldene godt og grundigt i halgulvet. Ved 24-24 kom Lopez endnu engang i fokus med et flot servees og herefter diskede Middelfart op med en monsterblokade, der afgjorde sættet 26-24 i deres favør.

Det gav momentum på fynboernes side, som kom bedst fra start i fjerde sæt. Gentofte kom igen, og holdene skiftedes herfra til at have føringen. Mod slutningen af sættet fandt Middelfart dog igen storspillet frem og tog slutspurten til 25-20.

Selvom man ikke skulle tro at det var muligt, blev kampen lige et nyk mere intens i et uhyggeligt tæt femte sæt. Gentofte var bagud flere gange. Mod slutningen af sættet førte fynboerne 12-10. Mads Møllgaard fik sat nogle gode server, og Kasper Rode lavede nogle helt afgørende opsamlinger. Så Gentofte kom foran 13-12. Middelfart udlignede dog til 14-14. Men til sidst trådte Steen Sørensen i karakter med tre vundne angreb og en serv, der pressede Middelfart-modtagningen så meget, at angrebsslaget gik ud af banen. Dermed vandt Gentofte sættet 16-14.

En stolt cheftræner

- ”Hvad vi har oplevet de sidste to dage er helt ubeskriveligt. Jeg har hele tiden haft stor tiltro til truppen, men jeg er virkelig stolt af hvordan, holdet har arbejdet sig igennem de sidste to kampe. Vi bliver nødt til at tage af sted uden vores førstehæver, Sebastian Mikelsons, og efter 2 bolde i finalen mister vi så også vores startende centerspiller, Rasmus Mikelsons. Men holdet knokler videre, og indskiftningsspillerne Bertram og Frederik står bare 100% klar til at løfte opgaven og spiller upåvirket. Vi har et system, vi spiller efter, og det har alle spillere været klar til eksekvere på, så stor cadeau til dem”, udtalte en lettet og stolt cheftræner for Gentofte, Ibrahim Alievski, lige efter finalen.

- ”Vi står i et femte sæt, og har lavet 8 fejl i de mest afgørende minutter af kampen. Som ny træner var det en utrolig svær situation. Hvad gør og siger man lige? Men vi blev enige om, at vi ikke skulle herfra uden at prøve. Så vi aftaler at give den fuld smadder på trods af nerver og fejl. Og drengene gør det – så jeg kan ikke være andet end stolt og taknemmelig”.

Det er Ibrahim Alievskis første titel som cheftræner, mens det er ottende gang, at Gentofte Volley bliver pokalmestre.

 

Foto 1: Gentofte Volleys pokalmestre med pokalen og medaljer. Stående fra venstre: Anders Hartmann, Kasper Rode, Frederik Dahl, Kristoffer Bisgaard, Jan Vinther, scoutman Troels Lavritsen, Ass. Træner Peter Borglund og cheftræner Ibrahim Alievski. Siddende fra venstre: Bertram Rygaard, Steen Sørensen, Mads Møllgaard, Ludwig Lønstrup-Kliim, Rasmus Mikelsons og Nikolas Dybkilde. Foto: Flemming Patulski Nielsen.

Kilde: GentofteVolley