Flere tilfælde af musik til ulempe

dato

Der har i aften- og nattetimerne været flere anmeldelser om musik til ulempe, blandt andet på Rørsangervej i Hørsholm, hvor en patrulje gentagne gange måtte køre ud til en fest, som endte med at blive lukket klokken 01.47. På Vestergade i Gentofte måtte en patrulje klokken 01.59 sørge for at få slukket for musikken, i Sudergade i Helsingør lukkede en patrulje klokken 02.18 en fest og på Tranegårdsvej i Hellerup måtte en patrulje klokken 00.27 advare nogle beboere om, at hvis de ikke skruede ned for musikken, blev deres fest lukket.

Fest med omtanke – husk at skrue ned, når det bliver sent
Det er forståeligt, at du/I fester derhjemme. Det skal der også være plads til. Men husk at vise hensyn. Naboerne er måske ikke lige så festglade sent om natten, som du er. Fest med omtanke, og husk at skrue lidt ned for musikken, når det bliver sent.

Er du selv udsat for musik til ulempe? 
Før du ringer til politiet, så spørg festens personer, om de ikke nok vil skrue ned for musikken. En venlig henvendelse virker ofte, da de fleste sjældent er ude på at genere deres naboer. Virker en venlig henvendelse ikke, og fortsætter den høje musik – så kontakt politiet på 114. Vi er ved telefonen alle dage, døgnet rundt.

Kilde: Nordsjællands Politi