Pokaltriumf for Gentofte Volley

dato

Nyheden er fra GentofteVolley

Landspokalen i hus til Gentoftes suveræne hold med 3-0 finalesejr over Marienlyst Odense

For sjette gang stod mødte Gentofte Marienlyst i en pokalfinale. Sidst det skete var i 2017, hvor fynboerne løb med guldet. I lørdagens finalekamp ved Final Four stævnet i Ceres Park i Aarhus var Gentofte en klasse bedre, og kunne efter tre velspillede sæt tage håneretten, guldet og pokaltitlen atter engang.

Gentofte startede i samme opstilling, som i de seneste vigtige kampe. Sebastian Mikelsons som spilfordeler, Tobias Kjær og Anders Hartmann på kanterne, Nikolai Houmann og Rasmus Mikelsons på midten, Mads Møllgaard som diagonal samt Ibrahim Alievski som libero.

Med fuld knald på angrebsspillet var kampgejsten i den grad til at føle på hos begge mandskaber, som fulgte hinanden tæt på pointtavlen til midten af første sæt. Her begyndte Gentofte at øge servepresset, hvilket gav den fynske modtagning store problemer, og Gentofte kunne lukke sættet komfortabelt med 25-18. I andet sæt lagde Gentofte ud i førersædet, men Marienlyst holdt fast og bed fra sig i angrebet med Jacob Brinck som den helt store pointsluger. Pludselig var det fynboernes tur til at være i front ved 15-17. Føringen varede dog ikke længe. Gentofte havde fem angrebsstrenge at spille på mod fynboernes ene, og Gentofte fik kontakt igen ved 18-18. Herfra blev sættet skræmmende tæt, men med Gentofte som styrende. Gentofte tog teten til sidst og afgjorde sættet 25-22. I tredje sæt viste Gentofte sig at være en klasse stærkere, mens Marienlyst ikke kunne holde niveau. Gentofte angreb og angreb med imponerende energi. Også i forsvarsarbejdet viste spillerne overskud. Sebastian Mikelsons hentede en vildfaren modtagningsbold flyvende over bandereklamerne bag banen. Bolden blev reddet og Gentofte vandt det efterfølgende angreb, som det lykkedes at få etableret. 

Det fik alle Gentofte-fans i Ceres Park hallen til at rejse sig og hylde fighten. Marienlyst var knækket og Sebastian Mikelsons blev efter kampen udnævnt til Årets Pokallfighter. Det særdeles velsmurte Gentoftemaskineri kunne lukke kampen og sættet med 25-17 med et drøn af et smash fra Tobias Kjær.

Det er anden gang i træk og syvende i alt, at Gentofte vinder guld i pokalturneringen. Forståeligt nok var der stor glæde i Gentofte-lejren hos årets pokalfighter Sebastian Mikelsons. ”Det er helt vildt dejligt. Det er noget, vi har arbejdet for siden vi startede op 1. august og så står man her, og det hele går op i en højere enhed. Vi slår et på dagen rigtig godt spillende Marienlysthold”, bemærkede han efter kampen.

Gentofte Volleys cheftræner, Dan Pawlikowski, var naturligt nok mere end tilfreds. ”Jeg er virkelig stolt af holdet i dag. Drengene arbejder hårdt hver eneste dag for at være klar til kampe som disse, og i dag høster vi frugten af dét arbejde. Der er en stor tiltro til vores spilsystem og holdet arbejder godt sammen. Det giver en ro og selvtillid på banen, og hver en spiller bidrager til fællesskabet.” Fotos: Guldglimmer over Gentofte Volley efter pokaltriumfen. Anfører Sebastian Mikelsons løfter pokalen i Ceres Park i Aarhus foran sine holdkammerater, trænere og ledere.

Kilde: GentofteVolley