Gentofte-gnisten førte til topspil og sejr i gyserkamp i Europa Cup

dato

Nyheden er fra GentofteVolley

Med 3-2 sejren over rumænske Zalau slog Gentofte Volley for alvor sit navn fast i europæisk topvolleyball.

Odds var mod sædvane ikke i Gentofte Volleys favør i den første kamp i CEV Challenge Cup. Både Gentofte og Zalau var oversiddere i qualification round. Gentofte-holdet har tidligere vundet flotte sejre i Europa Cup, men holdet har aldrig vundet over et klassehold som Zalau.

I volleyarenaen i Kildeskovshallen fik Gentofte en forrygende start med føringer 9-2 og 12-4 i første sæt. Rumænerne, der også har en finsk og en ungarsk landsholdsspiller samt en brasilianer på holdet, blev taget på sengen af Gentoftes hurtige spil med lille fejlmargen. Gentoftes spilfordeler Sebastian Mikelsons gav gang på gang kampen igennem optimale betingelser for de stortændte angribere på hjemmeholdet.

Det talstærke hjemmepublikum troede ikke deres egne øjne, da Gentofte-føringen holdt sættet igennem, og Tobias Kjær med et klogt slag højt i den rumænske blokade bragte Gentofte foran med 21-13. Gentofte vandt sættet 25-14.

I andet sæt var Zalau vågnet op til dåd. Men Gentofte blev ikke rystet trods modstanden. Nede 11-14 tog cheftræner Dan Pawlowski Gentoftes første time out i kampen. Herefter indhentede hjemmeholdet støt og roligt modstandernes føring. Udligning ved 21-21. Herefter servees af Ulrik Dahl. Gnisterne vandt sættet 25-22 over de metaltrætte rumænere.

Helt udslukket var det det rumænske holds vilje dog ikke. Det uhyre erfarne hold, hvis gennemsnitsalder – og deltagelse i topvolleyball – ligger 5-6 år højere end Gentoftes, fandt rutinen og trak tempoet ned. Det gav sætsejr til gæsterne med 25-17.

I fjerde sæt kom Gentofte-spillerne flot igen. Det hurtige og sikre spil var effektivt og bragte holdet foran med 20-14. Herfra burde det have kunnet holde fast og vinde sættet og dermed kampen. Men de rumænske spillere bevarede roen, mens Gentofte-holdet lod sig ryste af at stå så tæt på en sensationssejr. Det førte til en særdeles tæt afslutning, hvor gæsterne trak det længste strå og vandt 25-23.

Mange forventede nu, at Zalaus rutine ville skaffe sejren i hus i femte og afgørende sæt. Endnu en gang overraskede det friske Gentofte-mandskab, som kom foran 4-1. Det stort set fejlfrie Gentofte-spil gav gevinst. Nicolai Houmann sætter en vigtig blokade til 13-11 føring. Gentofte-sejr 15-12 og 3-2 triumf.

”Fantastisk, at mit hold formår at træde et niveau op i forhold til det spil, det præsterer i den hjemlige liga. Alle spiller formidabelt i dag. Det var også nødvendigt mod et topprofessionelt hold med mange års erfaring”, bemærkede den glædestrålende Gentofte-cheftræner efter kampen.

Der er returkamp i Rumænien den 18. december.

Links til andre nyheder om kampen:

https://gentofte.lokalavisen.d...

Kilde: GentofteVolley