Ansvarlig for events og opvisningshold (barselsvikariat)

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Ansvarlig for events og opvisningshold søges til alsidig gymnastikforening (barselsvikariat)

Lyngby og Gentofte gymnastik, Gentofte

 

Vil du være en del af en af Danmarks største gymnastikforeninger med fokus på fællesskab, glæde og positiv udvikling? Vil du være med til at skabe gode oplevelser for børn, unge og voksne gennem forskellige events og samtidig bidrage til udviklingen og dygtiggørelsen af foreningens repræsentationshold, GymStars?

LG gymnastik søger en barselsvikar, der skal bidrage til det daglige arbejde i foreningens administration og blandt andet have ansvar for planlægning og koordinering af events og skolesamarbejder samt for administrering af foreningens repræsentationshold.

 

Om stillingen

Som ansvarlig for events og opvisningshold bliver du en vigtig del af foreningens arbejde med at skabe gode oplevelser for børn og unge. Du kommer primært til at arbejde med:

  • Planlægning af events og gymnastikcamps, herunder planlægning af workshops og opvisninger samt koordinering af trænere og frivillige.

  • Administrering af foreningens repræsentationshold, GymStars. Koordinering og planlægning af deres opvisninger, events og rejser samt kommunikation med trænerne om udvikling af og rekruttering til holdene.

  • I forbindelse med planlægning af GymStars’ rejser ligger også et mindre økonomisk arbejde med budgetlægning, sponsorarbejde, mm.

  • Planlægning af idrætsprojekter i samarbejde med skoler og kommuner, herunder udarbejdelse af forløb og koncepter samt kommunikation med trænere.

  • Strategisk arbejde med frivillige, herunder rekruttering, fastholdelse og koordinering i forbindelse med diverse arrangementer.

  • Varierende administrative opgaver inden for medlemskontakt, trænerkontakt, lagerkontrol, indkøb mm., inkl. opgaver af praktisk karakter, samt tæt kontakt til Foreningschefen i forbindelse med særligt events og rejser.

 

Din profil

Du har lyst til at indgå i et fællesskab, som også i høj grad er baseret på frivillighed. Du er imødekommende, arbejdsom og har en positiv indstilling til alle typer af opgaver, store som små.

Du har erfaring med at navigere i en foranderlig hverdag, og du har sans for overblik og er god til at have mange bolde i luften, samtidig med at du har sans for detaljen, når arbejdet kræver det. Du arbejder selvstændigt og struktureret, og du følger opgaverne til dørs inden for fastsatte deadlines. Du tager ansvar for dine opgaver, har gå-på-mod og er villig til at udvikle og dygtiggøre dig inden for dine ansvarsområder.

Du kender til gymnastikverdenen og foreningslivet og kan rådgive og vejlede andre internt i samarbejdet med trænere om GymStar-konceptet samt eksternt i samarbejdet med skoler og kommuner om idræts- og gymnastikforløb.

Du har gode IT-kundskaber og er god til at sætte dig ind i nye systemer. Du er en erfaren bruger af Word og Excel. Du kan kommunikere mundtligt og skriftligt på både dansk og engelsk.

Du har en relevant uddannelse og/eller praktisk erfaring inden for f.eks. idrætsområdet, foreningsarbejde eller eventkoordinering.

 

Vi tilbyder

En uformel, men professionel arbejdsplads med fokus på kvalitet, loyalitet og udvikling. Administrationen består af syv medarbejdere, og vi værdsætter samarbejde, kommunikation og et godt, socialt fællesskab højt. Vi er en arbejdsplads med ’højt til loftet’ og plads til både grin og godt humør, samtidig med at der i perioder kan være behov for at arbejde fokuseret og effektivt.

Arbejdet er sæsonpræget, og du vil opleve at have perioder med skiftende arbejdsbelastning. Vi lægger vægt på ansvarlighed både i forhold til opgaver og arbejdsindsats.

 

Ansættelse

Stillingen er et barselsvikariat, som forventes besat i december 2023 eller januar 2024. Stillingen er tidsbegrænset indtil december 2024. Præcise datoer for til- og fratrædelse vil blive aftalt ved ansættelsen.

Stillingen er på 37 timer om ugen, og arbejdet er som udgangspunkt placeret i dagstimerne på foreningens kontorer i Kildeskovshallen i Gentofte.

Der kan dog forekomme arbejde uden for almindelig arbejdstid og -sted, da noget af arbejdet indebærer samarbejde og kontakt til frivillige, instruktører, mm.

Dertil forventes, at der lægges noget frivilligt arbejde i enkelte weekender i løbet af ansættelsesperioden i forbindelse med opvisninger og andre events.

Lønnen forhandles forud for ansættelsen.

 

Ansøgningsfrist

Ansøgninger sendes til Foreningschef Elisa Malling Beck på elisa@lg-gymnastik.dk senest 31. oktober 2023.

Ansættelsessamtaler forventes afholdt løbende. Har du spørgsmål kan du ligeledes henvende dig på mail til elisa@lg-gymnastik.dk.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Gentofte Kommune

-Virksomheden tilbyder:

-Arbejdsgiver:

Lyngby og Gentofte Gymnastik, Adolphsvej, 2820 Gentofte

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 31-10-2023; - ansøgningsfristen er overskredet

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5928530

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet